1. Bøn
Gud, hellige far, du som har skabt alt – hjælp mig at leve i en verden hvor ondskab findes, med mit blik vendt mod dig, der ønsker at være mig evigt nær og til sidst befri mig og denne verden fra alt ondt.
2. Hvilepladsen
Første Mosebog 3,14-15
Nu talte Gud til Slangen: ”Som straf for det, du har gjort, skal du være forbandet blandt alle jordens dyr! Så længe du lever, skal du krybe på din bug og æde støv! Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, og mellem dit afkom og hendes afkom. Du skal hugge ham i hælen, men han skal knuse dit hoved!”
3. Betragtning
Ondskaben er en del af historien om denne verden. Den er vores fjende, og den ødelægger alt det der er smukt og godt. Vi kender selv gråden, afmagten og angsten, for den er blevet en del af livet – men den hører ikke til her. For ondskaben fortæller ikke hele historien om denne verden. Døden får ikke det sidste ord. Julen er en fejring af det lille barn der kom; af liv der er stærkere end døden; af ham som en dag skal få endeligt bugt med lidelse, død og smerte.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Hvordan oplever du dødens magt i dit liv? Hvordan er ondskaben din fjende i dag?
Hvad gør du når du står overfor det uforklarligt forfærdelige?
5. Samtale på vejen
Kender Jesus det der udfordrer dig på en svær måde i dit liv?
Kender han din taknemmelighed over at han er stærkere end døden? Læg i din bøn begge dele over til ham, der har al magt.