El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Sæt mobilen på lydløs. Bed Gud give dig ro og tryghed.

Bøn: Far, jeg er ofte bange og utryg for, hvad der skal ske eller kan ramme mig. Hjælp mig til at finde ro hos dig, min Gud.

2. Hvilepladsen

Joh. 7, 45-46

Nikodemus forsvarer Jesus over for farisæerne

45 Tempelvagtmandskabet, der var blevet sendt hen for at arrestere Jesus, vendte tilbage til ypperstepræsterne og farisæerne med uforrettet sag. »Hvorfor pågreb I ham ikke?« spurgte man dem. 46 »Aldrig har noget menneske talt, som han gør,« svarede de.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

I tro på Jesus har du ingen grund til at frygte. Selvfølgelig kan du ryste og bæve. Men evangeliet viser, at når du lader Jesus tale, oplever du en fred, som overgår al forstand. Nok var der onde mennesker, der ville arrestere Jesus, men her bliver du og jeg igen mindet om, at Gud ikke udsætter os for større fristelser og bekymringer, end vi kan klare. Gud har styr på tiden og historien. Han vidste, hvornår Jesus var klar til at lade sig arrestere. Det var Han ikke denne dag, og derfor står dette vidnesbyrd tilbage til os: Vi har aldrig hørt noget menneske tale som Han.

Møder du Jesus nu, så vil Han også tale til dig!

4. Udsigtspunktet

Aktion

Tag en kuglepen og tegn et hjerte. Skriv med tre ord, hvad der fylder dit hjerte. Tegn så et kors og bed Jesus om at fylde dit hjerte med ro og fred.

5. Samtale på vejen

Kære Jesus. Du vidste, at der var folk, som ville dig det ondt. Hvordan holdt du det ud? Herre, jeg beder dig om, at jeg må holde hovedet koldt og hjertet varmt. Lær mig at elske mine fjender - ligesom du elskede tempelvagten, ypperstepræsten og farisæerne. Omvend mig, så jeg får dit sind. Lær mig at fortælle om dig til andre. Tak, at du har talt så stærkt til mig nu.