1. Bøn
Jesus, tak at jeg må møde dig i dag. Kom til mig med dit Ord og lad mig være åben overfor det.
2. Hvilepladsen
Matt 11,7-10: Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til folkeskaren. Han sagde: "Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I? Et siv, der svajede hid og did for vinden? Nej, vel? En mand klædt på som fyrste? Nej, den slags folk bliver i deres paladser. Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet. For Johannes er den mand, om hvem der står skrevet: "Jeg vil sende min udsending foran dig. Han skal berede vejen for dig."
3. Betragtning
Folk blev tiltrukket af Johannes´ tale – ikke på grund af noget ydre. Han talte alvorlige ord, som ofte ramte på ømme steder, men også befriende ord. Han skulle gøre mennesker klar til at møde Jesus og hans forkyndelse – en forkyndelse som handlede mere om det personlige forhold til Gud end om religiøse regler.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Johannes havde en kort men meget vigtig rolle med at berede vejen for Jesus. Hvordan kan vi være med til at bane vejen for Jesus – så mennesker kan være klar til at møde ham og lære ham at kende?
5. Samtale på vejen
Jesus, lad mit liv være et vidnesbyrd om dig, som kan være med til at vise vejen til dig.