1. Bøn
Gud, du er almægtig og uden for tid og rum. Du er større, end jeg kan forstå. Tak at du vil være sammen med mig, og at jeg i Bibelen kan lære dig lidt at kende.
2. Hvilepladsen
1. Tim 4,12-13: Lad ingen se ned på dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende både med dine ord og med dit liv. Vær et godt eksempel for dem, når det gælder kærlighed, trofasthed og renhed. Brug tiden, indtil jeg kommer, til at læse op for dem fra Skriften, til at styrke dem i troen og til at undervise dem.
3. Betragtning
Kærlighed, trofasthed og renhed.
Nogle mennesker afskærer sig fra verden, fordi de ønsker at holde sig rene. I isolation søger de renheden. Men man kan ikke vise kærlighed i isolation. Det kræver trofasthed og nærvær.
Jesus er ren og isolerede sig ikke fra mennesker.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Tag opvasken. Tallerkenerne er ikke rene, fordi de ikke har været isolerede. De er blevet brugt efter deres formål. Men de bliver rene igen.
5. Samtale på vejen
Tak Gud for, at han ikke har isoleret sig fra os mennesker, selvom han er ren. Bed om kærlighed til konkrete mennesker i dit liv, og tak Gud for hans trofasthed mod dig.