El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Gud, du har ikke lovet, at livet her på jorden skal være let, men du har lovet, at jeg ikke står alene. Tak, at din Helligånd er hos mig. Amen.

2. Hvilepladsen

Første Johannesbrev 3,11-13

Det er altså ikke et budskab, som er nyt for jer, for I har altid vidst, at: Vi skal elske hinanden. Lad os ikke være som Kain, der fulgte den Ondes vilje og myrdede sin bror. Hvorfor gjorde han det? Han hadede ham, fordi hans egne handlinger var onde, men Abels var gode. Derfor skal I ikke undre jer over, at verden hader jer.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Da Jesus levede på jorden, talte han om at elske sine fjender og vende den anden kind til. Jesus sagde også: ”Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med hele dit liv og med alle dine tanker. Det er det vigtigste og største bud. Der er også et andet bud, som udtrykker det samme: ‘Du skal elske din næste som dig selv” (Mattæusevangeliet 22,37-39). Du er kaldet til at gøre godt mod verden og din næste, men du er ikke lovet, at verden og din næste vil behandle dig godt.

4. Udsigtspunktet

Refleksion

Hvem er din næste i dag? Hvad betyder det, at elske sin næste? Hvad gør du, hvis du ikke bryder dig om din næste? Hvad gør du, hvis din næste hader dig?

5. Samtale på vejen

Bed for din næste. Bed Helligånden vise dig, hvem din næste er. Bed ham give dig kærlighed og omsorg for din næste. Bed ham også om styrke til at elske din næste, selvom din næste måske hader dig.