1. Bøn
Jesus, gør mig ydmyg for dit ord og din vilje. Lad din betydning blive større og større i mit liv.
2. Hvilepladsen
Johannesevangeliet 3,27-30
Johannes svarede: »Det er Gud, der giver hver enkelt af os vores særlige opgave. I har jo selv hørt mig sige, at jeg ikke er Messias, men jeg blev udsendt for at bane vejen for ham. Bruden tilhører brudgommen - men brudgommens ven, der står og venter på at høre brudgommens stemme, bliver glad, når han hører ham. Derfor glæder jeg mig af hele mit hjerte over det, som nu sker. Hans betydning vil blive større og større, min vil blive mindre og mindre.«
3. Betragtning
Johannes havde fået en særlig opgave af Gud. Du har fået en særlig opgave af Gud. Måske er du i tvivl om hvilken opgave du har fået? Uanset hvad din konkrete opgave er, så er dens hovedformål at Jesu betydning skal blive større og større og din blive mindre og mindre. Hvis du lader disse ord bestemme din færden, da vil du løse din opgave efter Guds vilje.
4. Udsigtspunktet
Meditation
Mediter over ordene: ”Hans betydning vil blive større og større, min vil blive mindre og mindre”. Tænk ordene ind i forskellige situationer, og mediter over hvordan ordene bliver til virkelighed.
5. Samtale på vejen
Bed Jesus om at vise dig hvad din konkrete opgave er. Bed Jesus om at gøre ordene ”Hans betydning vil blive større og større, min vil blive mindre og mindre” til virkelighed i dit liv.