El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Jesus, Herre, tak, fordi du kom til os – i babyens svaghed og sårbarhed. Hjælp mig til at åbne mig for dig og modtage dig ligeså forundret og stille, som når man holder en nyfødt i sine arme.

 

2. Hvilepladsen

Lukas 2, 10-11

”Hyrderne blev forskrækkede, men englen beroligede dem. »Vær ikke bange!« sagde han. »Jeg er kommet for at fortælle jer en stor og glædelig nyhed, som angår hele folket: I nat er jeres Frelser født i Davids by. Det er Messias, og han er jeres herre.”


Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Igen og igen, gennem hele Biblen, møder vi Guds ”Frygt ikke!”. Han ved, at mødet med ham, med hans herlige engle, med hans vældige kraft, ofte skræmmer os, når vi instinktivt mærker, at vi er på hellig grund. Derfor er det så vidunderligt storsindet og ydmygt, at Kristus, som er vores frelser, vores herre, kom til syne på jorden som en lille, skrøbelig baby. Han kom til os forsvarsløst og overgivet.

 

4. Udsigtspunktet

Meditation

Iagttag dine egne reaktioner på mødet med Jesus, Messias, og hans lys ind over dit liv. Mærker du frygt, afsløring, skam, uro eller måske glæde, fred og håb? Giv dig god tid… Kan du tage Jesus ind til dig, som man tager et lille barn i armene? Han siger: ”Vær ikke bange. Mit lys og mit liv vinder over mørket og døden i og omkring dig. For jeg er Herren, jeg er frelseren.”

 

5. Samtale på vejen

Herre Jesus, i mødet mig dig mærker jeg så mange forskellige følelser. Jeg frygter dig, nærer mistillid til dig, og på samme tid forundres jeg over dig og får håb. Hjælp mig med at tage imod dig i tillid til, at du, som er den fuldkomne kærlighed, vil drive al frygt ud af mit hjerte og fylde mig med liv. Jeg takker dig, fordi du ikke ønsker, at jeg skal leve i frygt, men i dyb glæde.