1. Bøn
Gud, du som har al magt i Himlen og på jorden, form min vilje efter din.
2. Hvilepladsen
Markusevangeliet 14,35-36
Han [Jesus, red.] gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad om - hvis det var muligt - at blive fri for det frygtelige, der ventede ham. »Far,« bad han, »alt er muligt for dig. Kan du ikke tage det her lidelsens bæger fra mig? Dog ikke som jeg vil, men som du vil.«
3. Betragtning
Vi kan lære meget af Jesus i de to bibelvers vi netop har læst. Han ved at Gud ønsker noget bestemt af ham (lidelse og dø). Noget han ikke har lyst til. Han kommer til Gud med hans angst og bekymring idet han beder om at måtte slippe for det. Samtidig beder han Gud om at alt må ske efter hans vilje – ikke efter sin egen vilje.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
”Dog ikke som jeg vil, men som du vil.” Husker du at inkludere det i dine bønner? Beder du Gud om at hans vilje må være styrende for dit liv? Eller bruger du bønnen, som var det en femmer i slikautomaten hvor du forventer at lige netop dine yndlingslakridser eller chokoladeskildpadder kommer ud?
5. Samtale på vejen
Tak Jesus for at han var villig til at gøre Guds vilje og dø for din og alle andre menneskers skyld. Bed Helligånden om at lære dig at bede ligesom Jesus.