1. Bøn
Almægtige Gud, du lover gang på gang i Bibelen at sende en redningsmand til verden. Tak at du holder dine løfter og sendte Jesus, så han kunne tage min plads på korset.
2. Hvilepladsen
Markusevangeliet 14,47-50
En af de nærmeste disciple trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. »Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede,« sagde Jesus. »Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Dag efter dag underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. Men det, der sker her, er blot en opfyldelse af Skriftens ord.« Derefter flygtede alle disciplene.
3. Betragtning
Jesus er netop blevet forrådt af en af sine nære venner. Men det er ikke alle som svigter ham. En anden af hans venner forsøger at forsvare ham med sit sværd. Jesus selv gør ikke fysisk modstand, men han sætter spørgsmålstegn ved hvorfor de er nødt til at komme bevæbnet midt om natten for at anholde ham. Samtidig siger han også at anholdelsen er en del af Guds plan.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Find en rigtig Bibel frem og læs om et par af de løfter Gud har knyttet til Jesus.
Esajas bog, kapitel 53 (side 654)
Mikas bog, kapitel 5, vers 1-3 (side 827)
Esajas bog, kapitel 11, vers 1-10 (side 614)
5. Samtale på vejen
Tak Gud fordi han sendte Jesus til jorden. Bed om at du må forstå bare en lille smule mere af hvor stort et offer det var. Tak for at du som kristen har Himmerig i vente.