1. Bøn
Sandheds ånd, kom du os til hjælp. Fjern falskhed, løgn og bedrag fra vores kirker, menigheder og relationer. Lad os se Jesus som den han virkelig er – og vores næste som Guds smukke værdifulde skabning.
2. Hvilepladsen
Markusevangeliet 14,55-59
Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser. Adskillige falske vidner blev ført frem, men de modsagde hinanden. Til sidst stod nogle mænd frem med følgende falske vidnesbyrd: »Vi har selv hørt ham sige: ‘Jeg vil ødelægge det tempel her, som er bygget af mennesker, og inden der er gået tre dage, vil jeg rejse et nyt, der ikke er bygget af mennesker.’« Men heller ikke på det punkt stemte deres udsagn overens.
3. Betragtning
Det jødiske råd ønskede Jesus fjernet – men de manglede beviser imod ham. De kunne have været ærlige og ladt ham gå, men de valgte løgnens og falskhedens vej. Jøderne er tidligere blevet forfulgt på baggrund af at de slog Jesus ihjel – men det var alt sammen en del af Guds plan for at redde hele verdens indbyggere.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Er der løgne i dit liv du skal have gjort op med? Eller kender du til falskhed eller løgne i din menighed eller dit kristne fællesskab? Er det dig som skal prikke hul på bylden, eller skal du måske gøre nogen andre opmærksomme på det?
5. Samtale på vejen
Snak med Jesus om løgn og falskhed. Måske har du brug for hans hjælp til fjerne de første sten i en falsk facade. Måske har du brug for hjælp til at være ærlig i et venskab eller ægteskab omkring noget. Måske har du bare lidt for nemt ved at lyve når du er presset eller ikke vil tabe ansigt. Fortæl det hele til Jesus og bed om hans tilgivelse og hjælp.