1. Bøn
Jesus, tak at din død betyder liv for mig. Tak at du blev begravet for at overvinde døden.
2. Hvilepladsen
Markusevangeliet 15,44-47
Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede skulle være død. Han tilkaldte den officer, som havde haft ansvar for korsfæstelsen, og spurgte ham, om det var rigtigt. Da officeren bekræftede det, fik Josef lov til at få Jesu lig udleveret. Først gik han hen og købte et hvidt lagen, hvorefter han fik taget Jesus ned fra korset og svøbt ind i lagenet. Derpå blev liget lagt i en gravhule, som var hugget ud i en klippe, og der blev rullet en stor sten for indgangen. Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, stod og så, hvor Jesus blev lagt.
3. Betragtning
Josef fra Arimatæa fik lov til at begrave Jesus i en gravhule. Et andet sted i Bibelen står der at Jesus blev begravet ”i den nye grav, som han [Josef af Arimatæa, red.] havde ladet hugge ud i klippen til sig selv” (Matthæusevangeliet 27,59). Jesus, der netop var blevet korsfæstet som en forbryder, blev begravet i den grav som var tiltænkt et velanset medlem af det jødiske råd. Han blev begravet som et familiemedlem.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Selv da Jesus var død og alle de store planer om ham som konge så ud til at være slået fejl, forblev Josef af Arimatæa trofast. Han sørgede for Jesus lig. Hvad kan vi lære af Josef af Arimatæa? Tror du at du havde handlet på samme måde som ham?
Uanset om du er trofast, forbliver Jesus trofast. Disciplen Simon Peter fornægtede Jesus tre gange, men Jesus tog efterfølgende imod ham og gav ham ansvar for at lede den første kristne kirke.
5. Samtale på vejen
Tak Jesus for hans trofasthed. Bed ham lære dig at være trofast.