1. Bøn
Store Gud, tak fordi du har taget imod mig som dit barn gennem dåben.
Tak at du accepterer mig, selvom jeg ikke føler at jeg er god nok til at være dit barn.
Hjælp mig til at leve med frimodighed og tro på at du har sagt JA til mig og vil passe på mig som dit barn.
2. Hvilepladsen
Markusevangeliet 9,36-37
Jesus tog så et barn ved hånden og trak det ind i kredsen. Han lagde armen om skulderen på barnet og sagde: »Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig. Og den, der accepterer mig, accepterer min Far, som sendte mig.«
3. Betragtning
Tit bliver børn betragtet som lidt uduelige. De er meget søde, men de kan jo ikke de samme ting som voksne og kloge mennesker. Jesus lægger her op til at vi ikke ser på hvad mennesker gør, eller hvad de kan prale af. Det der er vigtigt er at et menneske har accepteret og taget imod Jesus. Alene af den grund skal vi også acceptere og inkludere disse mennesker – uanset, hvad de så ellers har at byde på. På den måde accepterer vi også Jesus og tager imod ham.
4. Udsigtspunktet
Meditation
Mediter over det faktum at du er Guds barn. Hvad betyder det for dit billede af ham og af dig selv?
5. Samtale på vejen
Tak Gud for alle de privilegier du får fordi du er hans barn. Ikke bare hans tjener eller slave, men hans barn. Bed ham om at gøre det virkeligt for dig, at du må kalde dig hans barn.