1. Bøn
Her står jeg ved dit kors, Jesus. Blodet fra din gennemborede krop har vædet jorden under mig. Jeg ved, at din død i mit sted er vigtigtigere end noget andet.
2. Hvilepladsen
Matt 18,8-9: Hvis din hånd eller fod er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af og kast den fra dig. Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd eller fod end at kastes i den evige ild med arme og ben i behold. Hvis dit øje er skyld i, at du falder fra troen, så riv det ud og kast det fra dig. Det er bedre at gå enøjet ind til det evige liv, end at ende i Helvedes ild med begge øjne i behold.
3. Betragtning
Jeg bliver ærlig talt ret forarget over Jesus her. Det foruretter mig, at de ting, som for mig opleves uundværlige i livet, ikke er det i et evighedsperspektiv med Gud. Men Jesus elsker mig, derfor opdrager han på mig. – Fordi han ønsker, at jeg skal fuldføre målet og nå hjem til Gud.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Ved Jesus overhovedet, hvad han beder mig om? Bibelen svarer ja! Jesus var selv både menneske og Gud. Da han døde på korset for verdens synd, var det hans hænder og fødder, der blev hugget i! Jesus kender til den dybeste smerte.
5. Samtale på vejen
Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis!
(Salme: Hil dig Frelser og forsoner)