1. Bøn
Kære Gud, det er ikke altid nemt at kende din vilje og vej. Og nogle gange lever jeg helst efter mine egne ønsker. Gud Helligånd, hjælp mig i dag til at kende og gøre Guds vilje.
2. Hvilepladsen
Matt 3,13-15: Jesus ankom nu fra Galilæa til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. Men Johannes ville ikke gøre det: »Det er jo mig, der trænger til at blive døbt af dig!« protesterede han. »Hvorfor kommer du så til mig?«
»Gør det nu,« sagde Jesus, »for på den måde gør vi Guds vilje.«
Johannes gjorde da, som Jesus ønskede.
3. Betragtning
Nu møder Johannes Døber Jesus. Det møde får dybe og vidtrækkende konsekvenser. Både for Johannes men også for Jesus. For det sætter noget i gang. Det er en begyndelse. Begyndelsen til, at Jesus træder frem i fuld offentlighed. Det er ikke en tilfældighed. Det er en del af Guds frelsesplan og efter Guds vilje.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Jesu dåb er en slags ”dåb til døden”. For dåben igangsætter Jesu mission på jorden, der ender med lidelse og død. Jesu død på korset skal senere – ligesom vand – ”drukne den Onde”. Men påskemorgen giver hans opstandelse – ligesom vand – liv. Tænk over, hvordan vand både kan give liv og slå ihjel.
5. Samtale på vejen
Tak i dag Jesus for, at vi i dåben bliver døbt til syndernes forladelse for at opstå til et nyt og evigt liv med ham.