1. Bøn
Tak Jesus, at du er synderes ven. Du sejrede over Djævelen, som var din og er min modstander og anklager. Du er min frelser og befrier. Tak – for der er ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.
2. Hvilepladsen
Matt 4,8-11: Så tog Djævelen ham med op på toppen af et højt bjerg og viste ham alle verdens lande og al deres herlighed. »Alt det vil jeg give dig,« sagde han, »hvis du falder på knæ og tilbeder mig.«
Jesus svarede: »Forsvind Satan! Der står jo skrevet: Det er Herren din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene.«
Så forlod Djævelen ham, og nogle engle kom og sørgede for mad til ham.
3. Betragtning
Nu handler det om magt og tilbedelse. Djævelen vil tilbedes som Gud – til gengæld vil Jesus få magt og ære i verden. Men det vil samtidig være et nej fra Jesus til lidelse og død, altså et nej til at udføre Guds frelsesplan. Satan er det hebraiske ord for Djævelen, som betyder anklager eller modstander.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Sig forsagelsen højt for dig selv, som den lyder før den apostolske trosbekendelse: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”.
5. Samtale på vejen
Bed om, at Jesus må bevare dig i troen, når du føler dig anklaget og fordømt af andre mennesker, egne tanker, følelser eller fristelser. Tak Gud, fordi han ikke fordømmer dig men tilgiver for Jesu skyld.