1. Bøn
Gud, du som er konge over verden og historien, du er også min konge! Lad mig altid blive i din hånd og mind mig altid om din barmhjertighed.
2. Hvilepladsen
Neh 9,28: Men så snart der igen var fred,
gjorde de atter oprør imod dig.
Du gav dem på ny i fjendevold,
så de igen måtte råbe til dig om hjælp.
Du hørte deres bøn i himlen
og reddede dem gang på gang.
3. Betragtning
For den kristne rummer livet en lang række forskellige ”sæsoner”: Nogle gange oplever vi perioder, hvor livet med Gud opleves som en rislende kilde. Andre gange oplever vi tørke. Det paradoksale er, at perioder med Guds velsignelse ofte får os til at tro, at vi kan undvære ham.
4. Udsigtspunktet
Meditation
Se dig selv i en tid, hvor livet med Gud opleves som en rislende kilde. Mærk, hvad der sker, når du inviterer Jesus til fortsat at være det levende vand, som du skal leve af.
5. Samtale på vejen
Bed Jesus om igen at fylde dig med Helligånden. Hvis du oplever, at du kæmper med ydre eller indre fjender, så bed ham om at gribe ind.