1. Bøn
Far! Tak, fordi du er en Gud, der kan bevæges. Når jeg trænger til trøst, har du lovet at være helt tæt på. Min sorg er aldrig ligegyldig for dig. Det er underfuldt for mig, at du kan bevæges over mit liv.
2. Hvilepladsen
Salme 106, 44-46
Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød, han hørte deres råb om nåde. Han havde jo indgået en pagt med sit folk, og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt. Han sørgede for, at de fremmede herskere fik medlidenhed med dem.
3. Betragtning
Godt, at min Gud ikke er en gud, der er ligeglad med menneskelivet. Han græder sammen med mig, når livet er svært. Han er en troværdig Gud, fordi han selv har været et menneske. Gud er en Gud, der bevæges af mine råb. Gud sørgede for sit folk – og han sørger også for dig i dag. Du må kalde ham Far og hvile ud hos ham.
4. Udsigtspunktet
Meditation
Himlens og Jordens skaber er mig så nær, at han bedrøves, når jeg føler sorg. Tør du tro det, selvom du ikke forstår det?
Hos dig Gud, finder jeg trøst.
Hos dig, Gud, finder jeg fred.
Hos dig kan jeg fælde tårer og glemme.
Hos dig er jeg helt fri.
Hans Christian Jochimsen
5. Samtale på vejen
Far, tak for dine løfter. Tak for din trofasthed og omsorg. Tak, at jeg er fri hos dig