1. Bøn
Jesus, lad mig forstå lidt mere af din storhed, og hvad det er, du har gået igennem for mig.
2. Hvilepladsen
Joh. 12, 27-33
Mine inderste tanker er i oprør. Skal jeg bede: Far, skån mig for det, der venter forude? Nej, det er jo derfor, jeg er kommet så langt, som jeg er. Far, vis din storhed!« I det samme lød en stemme fra himlen: »Jeg har vist min storhed, og jeg vil vise den igen!« Nogle af dem, der stod omkring ham og hørte stemmen, mente, at det havde tordnet, men andre sagde: »Det var en engel, der talte til ham!« Jesus sagde da til dem: »Den stemme lød ikke for min skyld, men for jeres. Nu er tiden kommet, hvor denne verden skal dømmes. Nu skal denne verdens fyrste smides ud. Og når jeg bliver løftet op, vil jeg drage alle til mig.« Med de ord hentydede han til, hvordan han skulle dø.
3. Betragtning
Jesus føler sig splittet. Han er rædselsslagen ved tanken om den død, der venter forude. Han er et øjeblik lige ved at opgive og har mest af alt lyst til at bede sig fritaget for den kommende lidelse. I næste øjeblik husker han på, at det jo netop er den opgave, han er kaldet til. Han beder i stedet Gud om at vise sin storhed for de omkringstående.
Nogle af tilhørerne er i stand til at opfange det guddommelige ved Guds røst. Andre hører det blot som torden. Denne lyd af Guds stemme bruger Jesus som anledning til at pointere, at verdens dom er nær. Satan vil lide nederlag. Midlet til dette er, at Jesus skal hænges op på et kors.
4. Udsigtspunktet
Meditation
Lyt til stemmen, der siger: ”Jeg har vist min storhed, og jeg vil vise den igen!”.
Hvordan lyder stemmen?
Hvordan reagerer du?
5. Samtale på vejen
Gud, tak fordi du igen og igen har vist din storhed. Lad det også blive konkret for mig i min hverdag, at du viser din storhed.
Warning: Undefined variable $i in /var/www/el-camino.dk/public_html/wp-content/themes/elcamino/single-vandring.php on line 383


