1. Bøn
Bed Gud om visdom til at forstå, hvad hans ord siger til dig i dag.
2. Hvilepladsen
1 Mos. 14, 18-20
Melkisedek, Salems konge, kom med brød og vin. Han var præst for Gud den Højeste. Han velsignede Abram og sagde: »Velsignet være Abram af Gud den Højeste, skaberen af himmel og jord. Velsignet være Gud den Højeste, som gav dine fjender i din magt.« Og Abram gav ham tiende af det alt sammen.
3. Betragtning
Aram – der senere af Gud fik navnet Abraham – havde sejret i en befrielseskrig. Jerusalems præst kommer sejrherren i møde og velsigner ham. Og de ofrer sammen brød og vin til Herren og takker, fordi han gav Abram sejren over fjenderne. Abraham anerkender Melkisedek som sin præst ved at give ham tiende (”kirkeskat”) af byttet. Denne episode bruges i Hebræerbrevet til at sige, at Melkisedek er et forbillede på Jesus, der giver os sejren. Brød og vin er et billede på Jesu blodige legeme, som han selv ofrede til Gud, da han på korset betalte for vores synd.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Meditation
Tænk på Jesus som din præst. Præst på Melkisedeks måde: som den, der på folkets vegne ofrer til Gud og beder om tilgivelse. Præst på de andre måder, vi ser i Bibelen: som den, der forkynder Guds ord for os; som den, der beder for os; som den, der deler nadver ud. Sådan udfører Jesus præstetjeneste – også for dig i dag!
5. Samtale på vejen
Tilbed Jesus. Både fordi han på korset udførte præstegerning for dig – og fordi han nu er der for at tale til dig, bede for dig og give dig hans legeme og blod i nadveren!