El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

”Din storhed er størst i det små, synes jeg: for tænk, at du vældige Gud, der skabte en svimlende stor mælkevej, du gør, at min blomst springer ud!” (Sprint 1981)

2. Hvilepladsen

1 Mos 1,9-13: Dernæst sagde Gud: ”Lad vandet under himmelhvælvingen samle sig, så det tørre land kan ses! Og sådan skete det. Det tørre land kaldte han jord, og de steder, hvor vandet var, kaldte han hav; og Gud glædede sig over sit værk. Derpå sagde Gud: ”Lad grønne planter, der bærer frø, spire frem af jorden, og frugttræer, som bærer frugt med kerner, så de kan formere sig, hver efter sin art!” Og sådan blev det. Op af jorden spirede grønne planter, som bar frø, og træer, som bar frugt med kerner, hver efter sin art. Og Gud glædede sig over sit værk. Så blev det aften og derefter morgen. Det var den tredje dag.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Nu dannes oceanerne og det tørre land, og vi ser for os, hvordan jorden formes med bjerge og floder, der sender vandet tilbage til havet. Dermed skabes også grobund for landjordens planter. At kun frugttræer og urter nævnes, viser, at vi ser skabelsen fra menneskets perspektiv. Det er vores eksistens, det handler om.

4. Udsigtspunktet

Refleksion

De grønne planter udnytter lys og vand til at vokse og er grundlaget for alt andet liv på jorden. I dag vil jeg glæde mig over alt, som gror og sige særligt tak for brød, frugt, grøntsager og anden god mad!

5. Samtale på vejen

Gud, du som har skabt alt levende, hjælp os til at passe på naturen, glæde os over dine gode gaver og gør os villige til at dele dem med andre.