1. Bøn
I min hverdag oplever jeg, at du, Gud, tager dig af mig på så mange måder. Tak for din omsorg og kærlighed. Tak, fordi du sørger for mig og giver mig det, som jeg har brug for. Tak, fordi du er en kærlig far.
2. Hvilepladsen
1 Mos 3,20-21: Adam kaldte sin kone Eva, for hun blev hele menneskeslægtens mor. Derpå lavede Gud skindtøj til Adam og hans kone.
3. Betragtning
Gud er skuffet over, at Adam og Eva forbrød sig imod hans regler i Paradisets have. Sådan vil enhver far med rimelighed være skuffet over sine børn, når de trodser og svigter ham. Men Gud er en kærlig far, og derfor svigter han end ikke sine ulydige børn. Han sørger for Adam og Eva, ligesom han sørger for dig.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Gud er din himmelske far. Han elsker dig, men han hader synden. Derfor skal du altid gå til ham, når du har syndet, så han kan overbevise dig om, at han fortsat elsker dig. Bekend din synd og lad Gud have omsorg for dig.
5. Samtale på vejen
Tak Gud for hans uendelige kærlighed til dig. Lovpris ham for hans visdom - at han altid har en plan for dig, også når du ind imellem træder helt forkert og må bede om forladelse.