El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Ingen kender mig, som du gør, Gud. Jeg kan ikke gemme mig for dig. Det er ikke muligt, og det vil jeg gerne takke dig for, selvom det kan være svært. Du ved, at jeg ikke altid er den, som jeg gerne vil være, men jeg ved, at du altid er der for mig.

2. Hvilepladsen

1 Mos 3,9-13: Gud kaldte: »Adam, hvor er du?« Adam svarede: »Jeg hørte dig komme, og så blev jeg bange, fordi jeg var nøgen. Derfor gemte jeg mig.« »Hvem fortalte dig, at du var nøgen?« spurgte Gud. »Du har vel ikke spist frugt fra det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?« »Det var kvinden, som du satte ved min side, der gav mig den,« indvendte Adam, »og så spiste jeg.« Så vendte Gud sig til kvinden: »Hvor kunne du gøre det?« udbrød han. »Det var slangen, der lokkede mig til det,« forsvarede hun sig, »og så spiste jeg.«

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Gud ønsker at være sammen med os mennesker. Han kender os helt ind i de inderste tanker, og derfor kan vi ikke holde noget skjult for ham, selvom vi gerne vil. Men han ønsker alligevel, at vi selv bringer alt frem for ham i vores daglige samtale med ham. Når vi deler vores liv med ham på godt og ondt, kan han vejlede os og opmuntre os, når livet ind imellem er svært.

4. Udsigtspunktet

Meditation

Tænk tilbage på en dag, hvor du fejlede og delte dette med Gud i bøn. Lad den fred, som dette gav dig, minde dig om, at Gud netop ønsker fællesskab med dig som sit barn, også når du ikke føler, at du fortjener det.

5. Samtale på vejen

Fortæl Gud, at du ikke kan undvære hans nærhed og omsorg, og at du særligt på svære dage har brug for ham, selvom du ikke altid har let ved at erkende det. Tak Gud for hans store kærlighed til dig hver eneste dag.