1. Bøn
Herre, gør mig stille for dig, så jeg kan høre, hvad du har at sige til mig.
2. Hvilepladsen
Åb 21,3-4: Så hørte jeg en høj stemme fra tronen: ”Se! Guds bolig er nu hos menneskene. Han vil bo sammen med dem, og de skal være hans folk. Han vil tørre hver en tåre af deres kind, og der skal ikke længere være død eller sorg, skrig eller smerte. Alt det gamle er forbi”.
3. Betragtning
Hvilket løfte! Hvilket håb! Vi kan se frem til en evighed uden alt det, der i dette liv kan tynge, trætte og plage os. Det erstattes af opstandelsens herlighed. Jesu opstandelse, der gør det muligt, at de, der døde i troen på Jesus, skal genforenes med dem, der lever med troen på Ham!
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Vi tror på, at Gud er hos os med sin Hellige Ånd. Hvad betyder det for dig, at det, at Guds bolig er hos menneskene, indebærer, at Gud bor hos menneskene som dengang i Edens have?
5. Samtale på vejen
Ære være Gud Fader, som har skabt os.
Ære være Gud Søn, som har forløst os.
Ære være Gud Helligånd, som leder os til salighed.