El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Kære Far, vær mig nær nu. Hjælp mig at tro og leve på dit ord. Lad mig se mere af din herlighed.

 

 

 

2. Hvilepladsen

Andet Timotheusbrev 4, 16-18

Første gang jeg skulle forsvare mig for domstolen, var der ingen, der hjalp mig. Alle svigtede mig. Gid de aldrig skal stå til regnskab for det. Men Herren hjalp og styrkede mig, så jeg kunne fuldføre min forkyndelse og bringe budskabet om ham ud til alle folkeslag. Og han reddede mig fra at blive dømt til døden. Ja, Herren vil fortsat redde mig ud af ethvert ondt angreb og føre mig sikkert ind i sit himmelske rige. Æren tilhører ham i al evighed! Amen.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Det er rart at tænke på at Gud redder Paulus fra at blive dømt til døden. Det ændrer dog ikke på at Paulus på et senere tidspunkt, og mange efter ham, er blevet slået ihjel på grund af deres tro på Kristus. Det frigørende og fantastiske er altså ikke at Gud løser vores problemer, men at Han er os nær og tager os ind i sit rige. Formålet med vores liv på jorden er ikke at det skal være nemt, men at vi skal kende Jesus.

4. Udsigtspunktet

Meditation

Luk øjnene og brug to minutter på at meditere. Forestil dig at du er på den nye jord. Du ser Gud i al sin herlighed. Du tænker tilbage på dit liv. Hvad betydning har det nu at du er blevet hånet for din tro, har været arbejdsløs og oplevet anden smerte? Er der nogle ting du fortryder, du aldrig fik sagt eller gjort?

5. Samtale på vejen

Kære Far, det kan være svært helt at forstå meningen med mit liv her på jord. På den ene side er det i orden at bede for småting, og på den anden side har disse småting ingen betydning i det store perspektiv. Hjælp mig til at leve mit liv i tillid til dig – også når livet gør ondt. Hjælp mig til at hvile i at dine planer og veje er større end mine planer og veje.