El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Herre, gør mig stille for dig!

2. Hvilepladsen

Apostlenes Gerninger 2, 1-5

Pinsemorgen var alle disciplene forsamlet på ét sted. Pludselig kom der en susende lyd ned oppefra som et voldsomt åndepust, og lyden fyldte hele huset, hvor de sad. Samtidig dalede der små flammer ned, som landede på hver enkelt af de tilstedeværende. Således blev de alle fyldt med Helligånden, og de begyndte at tale på fremmede sprog, som de ellers ikke kendte. Det var Ånden, der gav dem ordene.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Pinsemorgen er samme dag, som jøderne fejrer høsten. Det er begyndelsen på hvedehøsten, men også en fest for at fejre dengang, da Gud talte til sit folk på Sinais bjerg og gav dem de ti bud. Nu møder Gud mennesker igen, men i stedet for at give dem love på stentavler giver han dem den levende Helligånds kraft i deres indre.

4. Udsigtspunktet

Meditation

Overvej, hvad det betyder for dig, at Gud ønsker at møde dig med mere end love skrevet på døde stentavler. Tænk sig, at han ønsker at møde dig med sin egen Ånd!

5. Samtale på vejen

Helligånd! Tak, at du også bor i mig. Hjælp mig til at forstå, at du er den levende Guds Ånd i mig. Hjælp mig til at forstå, at det er dig, der giver mig ordene, når jeg skal fortælle andre om dig!