1. Bøn
Hvad mægter nu vel synd og død! Gud er med eder i al nød; lad storme nu al Helveds magt, Guds søn med eder står i pagt.
2. Hvilepladsen
ApG 7,55-56: Stefanus stod helt stille, fyldt med Helligånden, og stirrede op imod himlen. Han så Guds herlighed, og han så Jesus stående ved Guds højre side. »Himlen er åben,« råbte han, »og jeg ser Menneskesønnen stå ved Guds højre side!«
3. Betragtning
Han kom til sit eget folk, men de tog ikke imod ham. Det fik Stefanus at mærke og mistede livet på grund af sit vidnesbyrd. Julen bringer ikke kun sød musik, men også klagesange over den smerte, som et liv i efterfølgelse kan medføre. Jesus viste sig for Stefanus, han var ikke alene i smerten.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Stefanus var sandheden tro i kærlighed – selvom det kostede ham dyrt. Hvad vælger du? Hvornår er det menneskefrygt, og hvornår er det at vente på det gunstige øjeblik? Jesus kom med nåden og sandheden. Er der relationer eller situationer i dit liv, hvor nåden og sandheden skal have mere plads?
5. Samtale på vejen
Tal med Jesus om din tjeneste for ham. Tal med ham om din menneskefrygt! Tak ham, fordi han elskede dig først, og fordi hans nåde er ny hver morgen.