El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Gud, du har været fra evighed og vil være Gud til evig tid. Du kender og leder historiens gang. Lad din vilje ske i mit liv. Se i nåde til mig for Jesu skyld.

2. Hvilepladsen

Apostlenes Gerninger 1, 15-20

Nogle dage senere, hvor en gruppe på ca. 120 disciple var samlet, rejste Peter sig og sagde:

»Venner, det var jo nødvendigt, at det skriftord, som Helligånden talte gennem David, skulle gå i opfyldelse, det ord, der handler om Judas, som viste vej for dem, der pågreb Jesus. Judas var en af os og havde fået en aposteltjeneste ligesom os. Det profetiske ord fra David, som passer på ham, står i Salmernes Bog: ‘Lad hans hjem ligge øde hen, lad ingen bo der mere.’ Og et andet sted står der: ‘Lad en anden overtage hans lederfunktion.’« (De penge, Judas fik for sit forræderi, brugte han til at købe en mark. Så gik han hen og styrtede sig i døden, og i faldet blev han revet op, så hans indvolde væltede ud. Alle i Jerusalem hørte, hvordan det gik ham, og man kalder nu det sted for »Blodmarken«.)

 

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Mens disciplene ventede på at Helligånden skulle komme over dem, var en større gruppe disciple samlet. Peter og Judas havde begge fornægtet Jesus for 40-50 dage siden, men nu står Peter frem som leder af gruppen, mens Judas både har forladt den og livet. Uden at vide det udførte han Guds plan. Han kendte det skriftord, som Helligånden havde givet David at sige, samtidig med at han selv valgte at forråde Jesus. Peters anger førte til tilgivelse og liv. Judas forhærdelse førte til død.

4. Udsigtspunktet

Meditation

Tænk på mødet mellem en skyldig dømt og hans dommer. Du er den skyldige. Løft blikket og tag imod frifindelsen, mens Jesus sætter sig i dit sted.

5. Samtale på vejen

Tak Jesus for det, han har gjort for dig. Fortæl ham om alt det, du har brug for tilgivelse for. Og bed ham om at bevare dig imod forhærdelse.