1. Bøn
Herre Jesus, tak, fordi jeg må komme frem for dig – du, som er en virkelig og levende Gud! Tænk, at du vil høre, hvad jeg siger, og jeg må få lov at lytte til dig! Vil du åbne dit Ord for mig i dag, så jeg forstår det og tager imod det - det er sagt til mig!
2. Hvilepladsen
Apostlenes Gerninger 1, 3-5
I de 40 dage, der gik fra hans opstandelse til hans himmelfart, viste han sig adskillige gange for de apostle, han havde udvalgt. På den måde beviste han, at han virkelig var blevet levende igen, og når de var sammen, talte han med dem om Guds rige og gav dem ved Guds Ånds inspiration sine instrukser. En dag, da de spiste sammen, sagde Jesus: »I må ikke tage væk fra Jerusalem, før I har modtaget det, som Faderen har lovet, og som jeg har fortalt jer om. Johannes døbte jo med vand, men I vil om ganske få dage blive døbt med Helligånden.«
3. Betragtning
Jesus er en virkelig og levende Gud og frelser! Han beviser det her for sine disciple – og for dig – ved at vise sig for dem og spise sammen med dem! Han havde sagt, han ville stå op fra graven – og nu er det en realitet! Han holder sine løfter – så nu kan disciplene forvente opfyldelsen af det næste løfte: Helligåndens komme!
4. Udsigtspunktet
Aktion
Sig højt : Sandelig, Jesus er opstanden! Sandelig, Jesus er Guds søn!
Tænd et lys som symbol på, at Jesu lys har vundet over mørket. Han har tændt et håb om evigt liv, også for dig!
5. Samtale på vejen
Selvom du ikke kan se det, så er Jesus lige ved siden af dig og vil gerne føre en samtale med dig. Tak ham for, at han er en virkelig og levende Gud. Han er ikke en død teori! Jesus er levende og har al magt. Tak ham for, at han har vundet over døden, så du kan få evigt liv. Tak for, at hans løfter holder.