1. Bøn
Kære Herre. Hjælp mig til at lytte til dig nu.
Gør mine tanker stille og lad mit hoved blive fyldt af dine ord.
2. Hvilepladsen
ApG. 14,14-18: Da det gik op for Barnabas og Paulus, hvad der var ved at ske, blev de forfærdede. De rev en flænge i deres kjortler og sprang ind blandt folkemængden, mens de råbte: »Hvad er det dog, I gør? Lad være med det! Vi er ikke guder! Vi er ganske almindelige mennesker som I selv. Vi er her for at fortælle jer, at I skal vende om fra det nytteløse afguderi og komme til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der findes. Han har indtil nu ladet de forskellige folkeslag passe sig selv, men der har altid været nogle ting, der har vidnet om hans godhed mod alle mennesker: Han har sendt regnen fra himlen og givet vækst til jeres afgrøder, så I har kunnet glæde jer over at have mad at spise.« Selv efter den forklaring var det kun med nød og næppe, at de to apostle fik folkeskaren til at lade være med at ofre til dem.
3. Betragtning
Samfundet lærer os at pege på os selv. Vi promoverer os selv på sociale medier, vi skaber os et personligt image, som er sammenstykket af, hvad vi spiser, hvad for noget tøj vi går i, og hvilke mennesker vi er sammen med. Jeg er mig, og det er vigtigt, men at Gud er – det er endnu vigtigere! Bibelen lærer os at pege på Gud – ikke på os selv.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Reflekter over, hvordan du kan pege på Gud i din hverdag. Det kan være gennem handlinger, ord eller bevidste valg du gør i dit liv.
5. Samtale på vejen
Bed Jesus om hjælp til at pege på Gud i din hverdag.
Bed ham om at inspirere dig og give dig det rette fokus i dit liv.