1. Bøn
Jesus, giv mig at begejstres over frelsen. Åbn mit hjerte og fyld det op med frelsesglæde.
2. Hvilepladsen
Apostlenes Gerninger 18,24-26
På den tid kom en jøde ved navn Apollos fra Alexandria i Egypten til Efesos. Han var en veltalende mand og var godt kendt med Skrifterne. Hjemme i Alexandria havde han lært om Jesus, og nu talte han begejstret om det og underviste korrekt ud fra det, han vidste, selv om den eneste dåb, han havde hørt om, var Johannes' dåb. Da han frimodigt stod og talte om Jesus i synagogen, inviterede Priskilla og Akvila ham med hjem og gav ham yderligere undervisning.
3. Betragtning
Det er ikke kun præster, som kan fortælle om Jesus og frelsen. Alle kan vi tale ud fra det, som vi ved og ud fra vores tro. Undervisning er vigtigt, men frimodighed og begejstring er ligeså vigtigt. Alle, som tror på Jesus har et vidnesbyrd at fortælle, og alle møder vi mennesker, som ikke kender Jesus. Ved at fortælle vores vidnesbyrd til disse mennesker kan vi gøre en forskel i deres forhold til Jesus. Med troen har vi fået en gave og en opgave.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Forbered et vidnesbyrd, så du kan fortælle om det til én, som ikke tror på Jesus. Tænk over, hvorfor du tror på Jesus. Hvordan kom du til tro, og hvorfor tror du stadigvæk? Skriv det ned, hvis du har behov for det, eller gem det i dit hjerte.
5. Samtale på vejen
Bed Jesus om hjælp og inspiration til at forberede dit vidnesbyrd. Bed også Jesus om at give dig frimodighed til at dele dit vidnesbyrd med mennesker, som ikke tror på ham.