El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Gud, det er dig, der sætter dagsordenen. Det har du altid gjort. Du gør det nu, og vil altid gøre det. Vis mig det.

 

2. Hvilepladsen

Apostlenes Gerninger 2,22-24

Lyt til mine ord, venner! I kender nazaræeren Jesus. I ved om de mirakler, tegn og undere, som Gud udførte gennem ham her midt iblandt jer. Dermed viste Gud jer, at det var ham selv, der havde sendt Jesus.

Han blev efter Guds forudbestemte plan forrådt, og med de gudløse romeres hjælp fik I ham naglet til korset og dræbt.
Gud lod ham imidlertid ikke blive i døden, men genoprejste ham fra de døde, for det var umuligt for døden at fastholde ham.


 

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Det kan virke overraskende, at jøder der selv har set Jesu mirakler og undere, ikke tolker dem som tegn på, at Jesus var sendt af Gud. Det understreger, at tegn og tro ikke nødvendigvis følges ad. Derfor har vi brug for Peters prædiken, der tydeligt viser, hvem der er aktør: Gud sendte Jesus, lod ham forråde, korsfæste og dø i et mysteriefyldt forhold til menneskers handling. Men vigtigst af alt kaldte han ham ud af graven. Opstandelsen viser, at Jesus var den, han sagde: Frelser og Herre.

4. Udsigtspunktet

Refleksion

Overvej, hvilken betydning opstandelsen har for kristendommens troværdighed.

Hvad betyder det, hvis Jesus ikke opstod fra de døde?

Og hvad betyder det, hvis han gjorde?

 

5. Samtale på vejen

Snak med Gud om, hvad Jesu opstandelse betyder for dig. Vær ærlig om tro, tvivl eller ligegyldighed.