El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber

(Salmernes bog 121, 1-2)

2. Hvilepladsen

Efeserbrevet 5,11-14

Hold jer fra lyssky foretagender, som intet godt fører med sig. Afslør dem hellere. Man vil jo skamme sig over bare at nævne, hvad visse folk laver i det skjulte. Men når alle disse ting kommer frem i lyset, afsløres deres sande natur, for det er lyset, der gør, at man kan se tingene, som de i virkeligheden er. Derfor siger vi: »Vågn op, du som går rundt i søvne! Rejs dig op fra de åndeligt døde, så vil Kristus blive dit lys.«

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Har du oplevet at gå i et rum i mørke eller kørt i bil i mørke? Når man senere oplever det samme sted i fuldt dagslys, ser man, hvordan det afslører ting, man ikke havde forestillet sig. Lys giver en helt anden forståelse for, hvordan tingene virkeligt ser ud. Sådan er det også med synd. Når synd sker i det skjulte, og ikke bliver holdt frem i Guds sandheds lys, er det svært at se, hvor meget den ødelægger i vores liv. Når vi lader Gud kaste sit lys over synden i vores liv, får vi også lys til at kunne se og forstå, hvad der skal være anderledes og se, hvad der skal væk. Lyset giver os mulighed for at komme af med den tunge synd. Der er befrielse i at se og bekende sine synder.

4. Udsigtspunktet

Meditation

Luk øjnene og forestil dig, at du sidder sammen med Jesus.

I er i et stort, mørkt rum, og alle dine handlinger og tanker fra ugens løb sidder og står rundt om jer i mørket.

Jesus har en stor lygte med og lyser roligt rundt på rummet, så du ser alle dine handlinger og tanker én for én.

Måske falder lyset på noget, som du helst ville skjule for Jesus. Men du har nu mulighed for at fortælle Jesus, at det er en synd du gerne vil af med og bede om hans tilgivelse.

5. Samtale på vejen

Bed om lys til at se din synd.

Bed om tilgivelse til at fjerne din synd.

Tak Jesus, fordi han giver dig sin tilgivelse!