1. Bøn
Jesus, lad mig se alle dine sider. Lad mig ikke lukke mig omkring et snævert billede af, hvem du er, men altid give dig plads til at være større end mine tanker om dig.
2. Hvilepladsen
Esajas 9, 5
For et barn er født os! En søn er os givet! Han skal herske over os, og han skal kaldes: »Underfuld Rådgiver«, »Vældig Gud«, »Evig Fader«, »Fredsfyrste«.
3. Betragtning
Hvem vil ikke gerne have sådan en hersker? En, der giver underfulde råd, en vældig Gud, der skaber fred? En hersker, der samtidig er en evig og god far? Ikke desto mindre er det netop noget af det, vi mennesker slider med – at lade nogen herske over os på en sund måde. På den ene side har vi en tendens til at leve underkastede og i frygt for vores herskere, som kan være mange forskellige personer, værdier eller Gud selv. På den anden side har vi tendens til at afvise enhver autoritet udenfor os selv og leve i oprør og trods over for alt og alle, der vil tale ind i vores liv. Måske er det en af grundene til, at Gud Herren selv kommer til jorden som en baby, et barn, en søn. Han kommer i sårbarhed for at vække undren i os i stedet for den velkendte vekslen mellem frygt og oprør.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Hvordan ser du Jesus? Kan du se ham som både barn og hersker, rådgiver, Gud, fader og fredsfyrste? Hvilke af disse titler appellerer mest til dig, og hvilke udfordrer dig?
5. Samtale på vejen
Herre, mit udgangspunkt er ofte, at jeg selv vil. Det er som et helt automatisk mønster, jeg falder tilbage i igen og igen: pludselig fylder jeg selv det hele i mine tanker og i min verden. Eller også fylder frygten for de andre og lammer mig. Jeg ønsker sådan at få øjnene op for dig igen. Jeg beder om, at jeg må få større tillid til dig, så jeg tør lade dig herske over mig og være min gode far, rådgiver og fyrste.