1. Bøn
Højeste Gud, fuld af ære, oplys mit hjertes mørke og giv mig dyb tro, fast håb og fuldkommen kærlighed, indsigt og erkendelse, Herre, så jeg kan fuldføre de opgaver, du lægger på mig - hellige og sande.
(Frans af Asissi)
2. Hvilepladsen
Filipperbrevet 1,29-30
Af Guds nåde har I ikke alene fået lov at tro på Kristus, men I har også fået lov at lide for ham, mens I fortsat kæmper den samme kamp, som I engang så mig stå i, og som I nu hører, at jeg stadig står i.
3. Betragtning
Hvad betyder det, at vi ikke alene har fået lov til at tro på Kristus, men at vi også har fået lov til at lide for ham, mens vi fortsat kæmper? Hvad er det for en kamp, Paulus refererer til?
Måske er det ikke vores personlige kampe, men kampen om evangeliets udbredelse, kampen for retfærdighed, kampen imod ensomhed...
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Husk at Jesus står ved din side – du er ikke alene i kampen.
Tænk på en kamp, du står i nu.
Hvordan kan du tage den kamp op i dag?
5. Samtale på vejen
Tak Jesus, fordi han står ved din side. Tal med Gud om de kampe, du oplever at stå i.
Bed Helligånden om frimodighed, kraft og styrke.