1. Bøn
Kære Jesus
Tak for alle de mennesker, som du har givet mig at leve sammen med. Tak for det kristne fællesskab.
2. Hvilepladsen
Filipperbrevet 1, 3-6
Hver gang jeg tænker på jer, fyldes mit hjerte med glæde, og når jeg beder for jer, gør jeg det med tak til Gud. I har jo været med til at sprede det glædelige budskab om Kristus lige fra det øjeblik, I tog imod det, og I gør det stadig. Det var Gud, som begyndte sit gode værk i jer, og jeg er overbevist om, at han også vil fuldføre det. Han vil fortsat arbejde med jer indtil den dag, hvor Jesus Kristus kommer igen.
3. Betragtning
Paulus levede et aktivt liv sammen med denne menighed, en menighed hvis mål var at fremme evangeliets sag. Og Paulus taler om fuldførelsen, som bliver en fuldstændig forvandling og en opstandelse af dem, der er døde i Kristus. Gud alene får æren for både begyndelse og fuldendelse.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Lad glæden komme til udtryk på denne dag. Gør noget godt for et andet menneske. Lad dig fylde af glæden.
5. Samtale på vejen
Tak Jesus for glæden ved livet og det at være en kristen. Tal med ham om, hvordan du kan være med til at gøre andre mennesker glade.