1. Bøn
Herre, ifør mig din kraft fra det høje, jeg i mig selv har ej styrke og mod. (Lina Sandell, 1859)
2. Hvilepladsen
Filipperbrevet 2,13-15
Det er jo Gud selv, som giver jer lyst og styrke til at adlyde ham og gøre hans vilje. Gør det alt sammen uden beklagelser eller indvendinger, så I kan stå som uangribelige forbilleder, Guds uskyldsrene børn. Midt i den fordærvede og forvildede verden skal I være som strålende lys, der skinner for dem, der lever i mørket.
3. Betragtning
Du er ikke alene. Du har en Gud, som giver dig lyst og styrke til at adlyde ham og gøre hans vilje. Du skal ikke alene, i dig selv, være et strålende lys, der skinner for dem, der lever i mørket. Gud vil hjælpe dig. Det kan virke som en stor og krævende opgave, og det er ikke altid, vi skinner som vi gerne ville. Nogle gange føler vi os mest af alt som udbrændte lys. Hold fast ved Bibelens ord og løfte om, at det er Gud selv, som vil give dig lyst og styrke til at leve sammen med ham, og brændstof til at kunne være et strålende lys i verden.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Hvordan har du det? Er du et strålende lys eller snarere udbrændt? Vær åben og ærlig om det – fortæl det til en nær ven, og lad vedkommende bede for dig, hvis du mest af alt føler dig som et udbrændt lys, der har brug for ny styrke.
5. Samtale på vejen
Fortæl Gud, hvordan du har det. Bed ham helt konkret om at give dig lysten og styrken til at gøre hans vilje. Bed Lina Sandells bøn: ”Herre, ifør mig din kraft fra det høje, jeg i mig selv har ej styrke og mod.” Læg dine bekymringer i hans hænder, og bed om, at hans vilje må ske.