1. Bøn
Herre, du som selv har beredt frelsesvejen for mig - lad mig aldrig glemme Himlen.
2. Hvilepladsen
Filipperbrevet 3,12-14
Jeg mener ikke, at jeg allerede har forstået det hele eller er blevet fuldkommen. Men jeg bliver ved med at arbejde hen mod det mål, som Kristus gav mig, da han i sin tid greb ind i mit liv. Kære venner, jeg mener som sagt ikke, at jeg har nået målet endnu, men jeg bestræber mig på ikke at se tilbage på det, der ligger bag mig, og kæmper i stedet frem mod det, der ligger foran. Jeg løber frem mod målet for at kunne modtage den himmelske sejrskrans, som Gud har kaldet os til gennem Jesus Kristus.
3. Betragtning
Vi er kaldet til at modtage den himmelske sejrskrans. Hvor er det stort! Vejen til et evigt liv sammen med Gud, vores far, er banet ved Jesus. Vi skal ønske at gå på den vej og leve sammen med Ham her på jorden. Paulus bestræber sig på ikke at se tilbage på sin fortid, men ser mod målet. Sommetider glemmer vi at tilgive os selv, men Gud tilgiver al synd, når vi kommer til Ham med det.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Skriv de ting, du har svært ved at tilgive dig selv for, ned på et stykke papir.
Stryg en tændstik og lad papiret brænde. Jesus har betalt prisen!
5. Samtale på vejen
Fortæl Gud, hvorfor netop disse ting er så svære at give helt over til ham.
Tak Gud for hans store kærlighed og frelsesplan for dig.
Bed om trofasthed til at blive på den vej, han har lagt for dig.