1. Bøn
Gud, du som ser alt og kender mig fuldt ud!
Gør mig følsom og åben overfor din vejledning.
Hold mig fast til dig.
2. Hvilepladsen
Filipperbrevet 3,15-17
Lad nu alle os, som er nået til åndelig modenhed, have samme indstilling. Og skulle der være et og andet, I ser anderledes på, så vil Gud åbenbare det for jer. Men lad os i alle tilfælde stå sammen og være enige, så langt som vi nu er nået i vores fælles forståelse. Følg mit eksempel, kære venner, og læg mærke til dem, der lever med os som forbillede.
3. Betragtning
Paulus opfordrer os til at stå sammen om det, der er vigtigt. Og undgå splittelse. Vi opfordres til at søge Gud i emner, som vi oplever forskellig forståelse af, og bede om hans vejledning heri. Dette må siges stadig at være højaktuelt i de mange forskellige menigheder i dag.
Vi kaldes til at søge Gud, og ikke vores egen forståelse af Guds ord.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Tænk over hvilke udfordringer og forskellige forståelser, der kan være inden for den menighed, du kommer i.
5. Samtale på vejen
Tal med Gud om de udfordringer, du møder i forbindelse med forskellige forståelser - både i dit eget liv, men også i den menighed, du kommer i.
Bed Gud om vejledning i de udfordringer, du møder.