1. Bøn
Gud og Far! Tak, fordi det første og største, du kalder mig til, er at være dit barn. Først derefter kommer det, du ønsker, jeg skal tjene dig og andre med.
2. Hvilepladsen
Gal. 1, 1-3
Dette brev er fra Paulus, der er kaldet til at tjene Jesus som apostel. Min kaldelse kommer ikke fra et menneske eller en gruppe mennesker. Den kommer fra Jesus Kristus selv og fra Gud, vores Far, som oprejste ham fra de døde. Jeg og alle vennerne, som er sammen med mig her, sender mange hilsener til jer, som tilhører de kristne menigheder i provinsen Galatien. Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.
3. Betragtning
Et menneske, der først og fremmest er kaldet. Kaldet af Jesus Kristus selv og af Gud, der har magt til at lade et menneske opstå fra de døde.
Nåde – gunst og velvilje helt ufortjent. Fred – at Gud på grund af Jesus ser på mig med fredsøjne. Nåde og fred fra den almægtige og evige Gud, der har magt til at give ethvert menneske del i det. Nåde og fred!
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Smag på ordene ’nåde’ og ’fred’. Hvad betyder de ord i dit liv?
5. Samtale på vejen
Himmelske og Almægtige Far. Du som er kilden til al nåde og fred. Lad mig se mere af nådens og fredens rigdom i mit liv.