1. Bøn
Kære Far! Tak, fordi vi nu, efter Jesu død, kan være sammen med dig! Tak, fordi vi ikke behøver indviklede lovregler og renselsesmetoder for at blive hellige nok til at se dig, men derimod kan stå lige foran dig – ansigt til ansigt som dine børn – helliget i Jesus.
2. Hvilepladsen
Gal. 4, 1-3
Lad mig bruge et eksempel. Tænk på et lille barn, som er arving til al sin fars ejendom. Indtil barnet når den myndighedsalder, som faderen forud har bestemt, har det ingen rettigheder over arven og kan derfor sammenlignes med faderens slaver. Barnet er under opsyn af en værge, og arven er i andres varetægt indtil det rette tidspunkt. Sådan er det også med os. Indtil Kristus kom, levede vi som umyndige børn. Vi levede som slaver af religiøse regler og denne verdens tankegang.
3. Betragtning
Gud er hellig! I det Gamle Testamente kan man se, hvordan et menneske døde ved at røre noget, der kom for tæt på Gud. Som syndige mennesker kan vi ikke nærme os Gud uden at dø. Derfor var det i det Gamle Testamente nødvendigt med indviklede religiøse regler og syndebukke, der skulle ofres, for at mennesket kunne være sammen med Gud. Nu er Jesus død på korset som syndebukken og har taget al vores skyld. Vi kan derfor stå foran Gud som Guds elskede børn – uden indviklede lovregler. Vi ER altså blevet Guds arvinger og lever ikke længere som slaver, men som børn af Gud.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Hvad er forskellen på en slave og en arving? Hvordan ser du på dig selv i forhold til Gud – ser du på dig selv som slave eller barn?
5. Samtale på vejen
Gud, lær mig at se på mig selv som et elsket barn af dig! Lær mig at leve i glæde over, at jeg allerede ER din arving og derfor ikke længere er bundet af regler og denne verdens tankegang, men derimod kan leve ansigt til ansigt med dig. Helt tæt på.
Warning: Undefined variable $i in /var/www/el-camino.dk/public_html/wp-content/themes/elcamino/single-vandring.php on line 383


