1. Bøn
Ret du mine tanker nu
imod dig alene
og bestænk mit hjerte du
med dit blod det rene
At jeg udi troen må
frem til dig, O Jesus, nå
Af din rige fylde få
alt, hvad jeg behøver
(Lina Sandell)
2. Hvilepladsen
Hebræerbrevet 11,24-28
Moses troede Gud, da han som voksen gav afkald på sin position som søn af Faraos datter. I stedet for at nyde en kortvarig fornøjelse uden for Guds vilje foretrak han at dele kår med Guds folk. Frem for at eje alle Egyptens skatte foretrak han at blive mishandlet - ligesom Kristus blev det - for han så frem til sin belønning. Moses forlod Egypten i tro til Gud og uden at frygte kongens vrede. Han holdt ud, fordi han hele tiden holdt den Usynlige for øje. I tro indførte han den første påske med blodet på dørstolperne for at dødsenglen ikke skulle gå ind i israelitternes hjem og dræbe den førstefødte søn i hver familie.
3. Betragtning
Vi ved fra 2. Mosebog 2,1-15, at Moses blev fundet i sivkurven af Faraos datter, og at han derefter blev sendt tilbage til sin biologiske mor, for at blive plejet til han blev stor. Vi må formode, at Moses lærte Gud at kende gennem sin biologiske familie, og på trods af at han senere fik titel på paladset, så han stadig sig selv som israelit. Da Moses valgte at slå en egypter ihjel, kendte han straffen for en sådan handling, nemlig døden. Men Moses valgte at hjælpe sin landsmand frem for at vælge sikkerheden i Egyptens skatte. Farao jagtede Moses, men Moses flygtede ud i ørkenen, og Gud holdt hånden over ham. Da tiden var inde, åbenbarede Gud sig for ham i den brændende tornebusk. Den første gang blod gav liv, malede israelitterne lammeblod på dørstolperne. Anden gang blod gav liv, ofrede Gud sit eget lam for at redde dit liv!
4. Udsigtspunktet
Aktion
Tænk på en af dine yndlingspåskesalmer, og syng den højt for dig selv!
5. Samtale på vejen
Tal med Gud om, hvad det betyder for dig, at Han ofrede sin søn på korset for din skyld, og bed Ham om at minde dig om det igen.