El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Gud, du har op igennem tiderne åbenbaret dig for forskellige mennesker. Du har åbenbaret dig igennem Bibelen. Gud, vis du dig også for mig, så jeg ser, at du er nærværende og levende. Lad mig se din almagt og dit væsen gennem det menneske, Jesus var. Lad dit ord blive levende for og i mig nu.

2. Hvilepladsen

Hebræerbrevet 1,1-3

Mange gange og på forskellige måder har Gud op gennem tiderne talt til vores forfædre gennem profeterne, men nu her i de sidste tider har han talt til os ved sin søn, Jesus. Verden blev oprindeligt skabt ved Jesu medvirken, og Gud har nu indsat ham som Herre over alle ting. Jesus gav os et glimt af Guds herlighed og viste os Guds væsen, og han opretholder verden alene ved den kraft, der er i hans ord. Efter at Jesus ved sin død havde tilvejebragt forsoning for al synd, satte han sig på tronen ved den almægtige Guds højre hånd i den himmelske verden.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Gud ønsker at tale med os, ikke bare diktere, hvad vi skal. Gud talte med Adam og Eva i haven. Gud talte med Abraham, da Abraham ønskede, at Sodoma og Gomorra skulle bestå. Gud ønsker også at tale med dig. Men åbner du op for, at han kan tale ind i dit liv, eller foretrækker du at tage beslutninger på egen hånd og uden at tale med ham om det først?

Jesus var Guds ultimative måde at tale til os på. Ved at han selv blev menneske, satte Jesus krop på Guds ord. Når vi ser på Jesus, ser vi, hvem Gud er - hans væsen, hans magt, herlighed og kærlighed. Jesus kom hertil for at give os del i alt dette.

4. Udsigtspunktet

Refleksion

Gud skabte verden ved sit ord. Jesus opretholder verden ved den kraft, som er i Guds ord. Han ønsker at give dig del i den kraft. Han ønsker, at du skal leve i den og af den. Ser og mærker du den i dit liv? Hvordan?

5. Samtale på vejen

Tak Gud, fordi han har talt til os igennem profeterne og skrifterne. Tal med Gud om, hvordan du oplever eller ikke oplever, at han er tilstede og taler konkret og direkte ind i dit liv. Bed ham om at fylde dig op med hans kraft, liv og lys, og om at du må bruge den til at lade hans vilje ske i det, du har indflydelse på.