Hebræerbrevet 12,9-11

Vi har alle haft jordiske fædre som irettesatte os, og vi havde respekt for dem. Hvor meget mere skal vi så ikke underordne os vores åndelige Far og få livet fra ham i eje? Vores jordiske fædre har opdraget os i en kort årrække efter bedste evne, men Guds opdragelse er altid til bedste for os, og den sigter på, at vi får del i hans hellighed. Enhver irettesættelse er smertefuld, mens den står på, og bringer ikke umiddelbart glæde. Men på langt sigt bliver de, der tager ved lære af irettesættelsen, i stand til at gøre det rigtige og leve med fred i hjertet.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

Uanset hvilken alder man har, er irettesættelser meget sjældent behagelige i den konkrete situation. Som voksne kan vi bedre se, at irettesættelserne vi fik som børn, var med til at forme os og danne os til de mennesker, vi er nu - på godt og ondt. Men især som voksne kan irettesættelser føles pinlige og ydmygende, fordi de direkte peger på noget, vi gør forkert, og vores "kan selv - vil selv!"-mentalitet bliver krænket. Det er ikke altid retfærdige irettesættelser, vi giver hinanden - men hvis vi slet ikke tør irettesætte hinanden, er det også misforstået omsorg. Mennesker kan fejle. Men fordi Gud er 100 % retfærdig og god, må vi se hans faderrolle og irettesættelser som et udtryk for hans kærlighed til os. Det er trygt at have en Far, som ved bedst.

Tal med Gud om den stolthed, der gør, at det kan være svært at tage imod irettesættelser. Bed også om, at konfliktskyhed og overdrevet tolerance ikke må holde os fra at hjælpe hinanden i den rigtige retning - om det skal være med et blidt puf eller et ordentligt skub - når vi selv eller mennesker omkring os er ved at gå vild.