1. Bøn
Bed for os, Herre Jesus Kristus, at vi altid må være dine! Lad din gode Ånd vidne for os om, hvor god du er, og hvor godt det er at være hos dig! Herre, vor Gud og Fader, vi er her for dit ansigt, velsign os og vor gerning i dig til din ære. Hør os for Jesu skyld! Amen.
(Fra Den Danske Salmebog)
2. Hvilepladsen
Hebræerbrevet 13,17-19
Adlyd jeres åndelige ledere og ret jer efter dem. De våger over jer, fordi de har ansvar for jer og en dag skal aflægge regnskab for deres tjeneste over for Gud. Hvis I adlyder lederne, vil de kunne gøre deres arbejde med glæde, i stedet for at det bliver en byrde. Det sidste ville ikke være godt for jer. Bed for os, venner, for vi mener at have en god samvittighed, da vi altid søger at gøre det rigtige. Netop nu har jeg særligt brug for jeres forbøn, så jeg hurtigt kan få mulighed for at besøge jer.
3. Betragtning
Det ér nu, og var dengang, vigtigt at have en hyrde og et forbillede i troen - en åndelig leder så at sige. Én man kan vende sig til og få et konkret svar i åndelige spørgsmål, når man har brug for det. Men hvordan finder man en god åndelig leder? I dag har vi præster, der ikke tror på Gud, og dengang var der også menigheder, der for eksempel fik en opsang per brev fra Paulus, fordi de havde flyttet sig bort fra grundstammen i kristendommen. Heldigvis har vi i dag Bibelen, som vi kan bruge til at skelne de gode åndelige hyrder fra de mindre gode og hjælpe os til at finde et godt og solidt ståsted i troen.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Tænk over, hvem der er dit forbillede i troen. Hvem har haft betydning for din tro igennem dit liv, og hvem har det nu? Hvordan kan du selv være et godt forbillede for andre?
5. Samtale på vejen
Tal med Gud om, hvordan du bedst kan finde og bevare et solidt ståsted i troen. Bed for dem, der er hyrde for dig og andre, at de må blive bevaret i en sand tro her midt i en måske forstyrrende og forvirrende hverdag.