1. Bøn
Gud, du er min fader i himlen og ønsker at give mig del i din hvile.
Hjælp mig til i dag og fremover at tage imod det, du vil give mig.
2. Hvilepladsen
Hebræerbrevet 4,6-9
Der er dog alligevel nogle, som får lov til at komme ind i Guds hvile, selvom de, der først fik løftet, ikke oplevede at få det opfyldt, fordi de var ulydige mod Gud. Han fastsatte nemlig en ny dag, for de ord, der allerede er citeret fra Davids salme, hvor han taler om »i dag«, blev sagt mange år senere: »Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag: Lad være med at lukke af for mit ord.«
Hvis det var lykkedes Josva at føre folket ind til hvilens land, havde Gud ikke behøvet senere at tale om en ny tid, hvor man kunne opleve Guds hvile. Altså er der stadig en hvile i vente til Guds folk.
3. Betragtning
Der er en dobbelthed her. På den ene side en hvile, som kan være tilgængelig i dette liv, men også en hvile, som ligger i fremtiden. For jøderne var der en hvile forbundet med det hellige land, og denne hvile var ikke evig, men forbundet med det løfte om landet, Gud havde givet dem. Det kan være lidt svært at forholde sig til. Vi kan søge hvile og tilflugt i de løfter, vi er givet: at Gud har gode planer for os, at han altid hører når vi henvender os til ham, og at han giver os sit ord til at lede os.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Hvilken betydning har Guds hvile for dig og dit liv?
5. Samtale på vejen
Bed Gud om hjælp til at finde hvile og leve et liv i hans nærhed.
Brug tid på stilhed og ro.