1. Bøn
Gud, jeg takker og priser dig, som er den eneste sande Gud. Tak, fordi du har eksisteret fra evighed af, og fordi du en dag kommer og dømmer denne jord og etablerer dit evige rige.
2. Hvilepladsen
Jer 10,10: Men Herren er den eneste sande og virkelige Gud, vores Konge, som lever for evigt. Jorden skælver, når han er vred, og folkeslagene frygter hans harme.
3. Betragtning
Vi mindes om det hver gang, vi siger trosbekendelsen: At vi tror på Jesus, ”som skal komme at dømme levende og døde”. Alligevel har mange svært ved at tale om Guds dom. For os, der kender Jesus, er dommen imidlertid grundlæggende noget godt: Da skal det onde fjernes, og sygdom og død afskaffes!
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Hvordan er dine tanker om Guds dom over verden? Fokuserer du på den frelse, som Gud ønsker at række? Ansporer den til bøn for de mennesker, der ikke kender Jesus?
5. Samtale på vejen
Bed Gud om at give dig glæde over det håb om evigt liv, som han har givet dig. Tal med ham om de mennesker, som du holder af, og som tilsyneladende ikke kender ham.