1. Bøn
Gud, du har skabt og kender alt. Jeg priser dig for din almagt, og fordi du griber ind i menneskers liv og tænker gode tanker for os. Tak, fordi du også har skabt mig, kender mig og har planer med mit liv.
2. Hvilepladsen
Jer 1,4-8: Herren sagde til mig: »Længe før jeg dannede dig i din mors liv, havde jeg planer for dig. Før du blev født, udvalgte jeg dig til at være profet for folkeslagene.«
»Åh, almægtige Gud!« svarede jeg. »Jeg er alt for ung. Jeg har slet ikke autoritet til at kunne tale som profet.«
»Du skal ikke undskylde dig med, at du er for ung,« svarede Herren. »Du skal bare gå, hvor jeg sender dig, og sige alt, hvad jeg befaler dig. Du skal ikke være bange for, hvordan folk vil reagere, for jeg går med dig og beskytter dig.«
3. Betragtning
Det er en svimlende tanke, at Gud kender os, allerede fra før vi blev født. Det er også en svimlende tanke, at den almægtige Gud ønsker at bruge små mennesker i sin store plan. Ind i disse store tanker er det helt afgørende at huske, at Gud ikke lader os gå alene: Han er med os, og han frelser os!
4. Udsigtspunktet
Meditation
Se dig selv i forskellige vigtige situationer i dit liv, fx da du blev født, på den første skoledag, da du blev gift, eller da du blev forælder. I alle disse situationer kendte Gud dig fuldt ud.
5. Samtale på vejen
Bed Gud om at vise dig, at han kender dig, sådan som dit liv ser ud lige nu. Bed om mod og visdom til at gå ud til de opgaver, han sender dig til. Bed ham om at fjerne den menneskefrygt, du måtte opleve.