1. Bøn
Gud, gå du med mig og beskyt mig. Gud, du har sagt, at jeg ikke skal være bange, men jeg bekender, at jeg alligevel er det. Gør du mig stærk, så jeg aldrig vil rokke mig fra dit ord, og så jeg kan stå imod, når nogen prøver at føre mig væk fra den vej, du ønsker, jeg skal gå.
2. Hvilepladsen
Jeremias' bog 1,17-19
"Gør dig parat til at stå frem 0g fortælle dem alt, hvad jeg befaler dig. Vær ikke bange for at konfrontere dem, ellers skal jeg give dig noget at være bange for. Jeg vil gøre dig hård over for deres kritik. Jeg gør dig stærk som en befæstet by, der er umulig at indtage, urokkelig som en jernsøjle, massiv som en mur af bronze. Hele folket med kongerne, embedsmændene og præsterne i spidsen vil være imod dig, men de vil ikke kunne vinde over dig, for jeg går med dig og beskytter dig."
3. Betragtning
Jeremias har fået en opgave, som jeg kunne forestille mig, ingen ønsker. Han skal tale Guds ord, Guds vrede og Guds dom over for konger, præster og embedsmænd.
Og Gud taler ikke til Jeremias på en meget pædagogisk og blid måde. Gud taler meget hårdt. Men Jeremias får nogle fantastisk løfter tilknyttet denne opgave. Gud vil gøre ham stærk, hård over for kritik. Gud vil gå med ham og beskytte ham. Og frem for alt: De skal ikke vinde over ham.
Gud vil også bruge dig i frontlinjen, hvor du kan få fysiske og psykiske slag - men han ønsker også at velsigne sig, når han sætter dig frem foran andre.
4. Udsigtspunktet
Aktion
Stå frem som Jeremias. Udfordr dig selv på, at den næste, som kommer og besøger dig - kristen eller ej - vil du fortælle om nogle af Guds gerninger.
5. Samtale på vejen
Tal med Gud om det, du kan frygte, og som gør, at du ikke altid tør stå frem og tale om Ham. Bed om, at Gud må udruste og velsigne dig, så du får mod og kraft til at stå frem.