El Camino

Tænd et lys som tegn på at verdens lys er nær, og at Hans ord er lys på din sti.

Tænd lyset her

1. Bøn

Tak Gud for den, som Han er – og for den, som du er!

2. Hvilepladsen

Joh. 10, 27-31

27 Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig.
28 Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd.
29 Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. 30 Jeg og Faderen, vi er ét.« 31 Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel.

Link til autoriseret oversættelse af Bibelen

3. Betragtning

Jesus afslører på meget få sætninger, hvad der er op og ned her i verden. Han tilbyder en fortælling – en ramme – som vi kan finde os selv i. Et plot.

Alle mennesker lever deres liv efter et plot. Vi fortolker det, der sker omkring os ud fra de grundantagelser og overbevisninger, vi bærer i os. Og vi mennesker er sådan skruet sammen, at vi ofte kun lægger mærke til de ting, der bekræfter os i vores overbevisninger. Vi tror, at verden er god. Vi tror, at vi bliver lykkelige af penge, børn, ligusterhæk eller store oplevelser. Vi fortolker verden rundt om os, og på den baggrund agerer vi alle på en måde, der giver vores liv mening og sammenhæng.
Her står Jesus så og giver os et redskab til at fortolke, forstå og agere i verden.
Det handler om at følge Jesus og om at vide, at ingen kan rive mig ud af Hans hånd.
Der er altså noget bevægelse - noget med at overgive kontrol og styring til Ham. Fårene skal ikke stå i folden og vente på det evige liv. De skal gå ud af folden til det evige liv. Et liv i overflod. Et liv i hyrdens fodspor. Samtidig skal fårene altid vide, at de er i Jesu hånd – de er i Guds hånd.

4. Udsigtspunktet

Refleksion

Hvordan ser din vandring med hyrden ud?

Hvordan erfarer og praktiserer du at følge Jesus? Og at være i Jesu hånd?

 

5. Samtale på vejen

Mit liv er i Dine hænder.
Dit liv pulserer i mine årer,
det bevæger mig.

Lær mig at lytte,
standse op og blive nærværende i min vandring,
så jeg ikke igen forlader Din sti i ødemarken.

Mit liv er i Dine hænder.
Min vandring er i verden.
Når himmel og jord mødes,
vil jeg være til stede og nærværende i Dit nærvær.


Warning: Undefined variable $i in /var/www/el-camino.dk/public_html/wp-content/themes/elcamino/single-vandring.php on line 383