1. Bøn
Kære Jesus-barn, du som var fra begyndelsen hos Gud, du som er Gud, tak fordi du blev født i fattigdom og usselhed, for at jeg skulle få del i din rigdom og dit barnekår hos Gud.
2. Hvilepladsen
Joh 1,14: Ordet blev menneske og slog sig ned iblandt os. Vi fik lov at se hans herlighed – en herlighed, som den fuldkomne Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed.
3. Betragtning
Alt er skabt ved Ordet. Ordet er Livet. Ordet er Jesus. Alle, der tager imod ham, giver han ret til at kalde sig Guds barn. De bliver født på ny ved en guddommelig fødsel. Den, der kommer til tro på Kristus, bliver et nyt menneske. Det gamle liv er forbi, et nyt liv er begyndt.
4. Udsigtspunktet
Refleksion
Nåde og sandhed. Når nåden kommer først, tåler jeg at høre sandheden om mit liv, om mine svigt og nederlag. Jesus afdækker det lidt efter lidt og lader mig vaske det af i nådens hav. Jesus siger: Se, jeg gør alting nyt.
5. Samtale på vejen
Bed Jesus lade sig føde i dit hjertes krybbe. Tilbed hans herlighed, hans nåde og sandhed.